Riv muren mellem store og små virksomheder ned – så vokser begge parter

Freja Ludvigsen
Freja Ludvigsen
freja virksomheder

Riv den mur ned! Den usynlige mur mellem de store, stabile virksomheder og de små, agile iværksættere. Den er bygget op af gamle forestillinger om magt og succes. Den blokerer for begge parters vækst

Læs hele debatindlægget i Finans.dk.

I de seneste uger har jeg først været til Skandinaviens største event for tech-iværksættere, TechBBQ, og derefter til to toplederkonferencer med bæredygtighed og partnerskaber på dagsordenen. Både store og små virksomheder er udfordret.

Men det er slående, så lidt fokus der er på at forbinde de to verdener – de stabile virksomheder og de agile startups. Begge parter overser potentialet i partnerskaber.

Topledelse i ekstrem usikkerhed 

På den ene side af muren står de etablerede virksomheder.

Efter flere årtier, hvor det meste har været muligt, er mange nu udfordret af ydre pres på deres drift. Først corona, så en række af sammenfaldende globale kriser. ”Vi plejer…” virker ikke så godt lige nu.

Opgaven er at lede virksomheden gennem en ekstrem usikkerhed. Hvordan håndterer man de eksploderende el- og energipriser, råvaremangel, inflation, medarbejdermangel og uventede huller i transportkæden?

Hvordan ruster man virksomheden til fremtidens bæredygtige vækst og omsætter nye krav om bæredygtighed fra kunder, lovgivning og leverandører til nye forretningsmuligheder?

Hvad gør man, når brug-og-smid-væk-kulturen ikke længere er legitim? Når medarbejdere kun vælger én til, hvis man som virksomhed arbejder for et større formål end at tjene penge?

Det blomstrer på den anden side af muren

Svarene kommer til de topledere, som tør undersøge, hvad der sker på den anden side af muren. Til dem, der tør kigge over i det blomstrende, danske iværksættermiljø.

Her vil de møde en ny generation af virksomheder, der bryder igennem med innovative løsninger på fremtidens globale udfordringer. Mennesker, der er optaget af at tjene penge på at efterlade verden et bedre sted, og ser forretningsmulighederne i det. De udvikler nye produkter, som bekæmper madspild, anvender oceanplastik, forbedrer unges mentale trivsel og meget andet, som på samme tid bidrager til people, planet and profit.

De er risikovillige. De har kapaciteten til at tænke radikalt nyt. De stiller spørgsmålstegn ved ikke-bæredygtig adfærd. De skaber fællesskaber omkring deres virksomhed. De kan noget, som etablerede virksomheder ikke kan.  

Stress i startupmiljøet

Men de er også udfordret. Mens de etablerede virksomheder kæmper med et akut innovationsdilemma, så har startups et tilsvarende skaleringsdilemma.

Hvis de ikke lykkes med at få deres idé omsat til et produkt, der kan skaleres i en fart, så vil de ikke være i stand til at gøre en forskel. Så lykkes de ikke med at skabe impact. Så er deres vision blot en drøm.

Derfor løber de paniske rundt for at finde risikovillig kapital i en tid, hvor den globale økonomi er under voldsomt pres. Det oplevede jeg på TechBBQ i Lokomotivværkstedet i København. Jeg er rystet over, hvor meget stress der er i startupmiljøet lige nu. Hvor meget de kæmper for overlevelse. Det er ikke sundt.

Vær med til at hugge hullet

Jeg opfordrer alle, der kan, til at tage et medansvar for at hugge hul i muren og skabe plads til innovation i mellemrummet mellem de store og de små.

Topledere kan spørge sig selv: Hvad kan startups, som vi ikke kan? Tør vi lytte til deres viden og få deres blik på udfordringerne i vores kerneforretning?

Hvis svaret er ja, så er tiden kommet til at åbne dørene og skabe et tillidsfuldt rum for innovation, der gavner begge parters forretning. Det kan starte med ét partnerskab og vokse sig til et miljø for innovation i virksomheden. Kig på miljøer som NIRAS Green Tech Hub og Alfa Laval Innovation House for inspiration.

Startups kan spørge sig selv, hvordan de får adgang til andre resurser end kapital, der sikrer overlevelse i den første, kritiske fase indtil der kommer cash flow. Søg efter etablerede virksomheder, som er klar til et partnerskab, hvor de stiller deres viden og faciliteter til rådighed for en tid – mod at få adgang til ny viden. Gå væk fra virksomheder, som kun vurderer jer på de økonomiske parametre og vil opkøbe jer, før I er klar.

Mod til at gå nye veje

Erhvervsfremmesystemet, kommuner og brancheorganisationerne kan spørge sig selv, hvordan de systematisk kan facilitere møder på midten, der på samme tid holder hånden under de store og små virksomheder. Aktivér den høje grad af tillid, som findes lokalt.

Der skulle relativt få modige Østtyskere til at slå hul i Berlinmuren i 1989.

Verden kalder på modige ledere, som tør bruge krisen konstruktivt til at bane nye veje for den bæredygtige vækst. Fremtidens virksomheder vokser i partnerskab med dem, der kan det, som de ikke selv kan.

_

Freja Ludvigsen er cand.scient.pol, tidligere journalist, iværksætter, management konsulent, interessevaretager og erhvervsudviklingschef. Hun ejer virksomheden Partnerskaberen, hvor hun hjælper virksomheder, kommuner og organisationer med at skabe bæredygtige corporate-startup miljøer.

Hun er forfatter til bogen ”Hvad kan startups, som vi ikke kan? En guide til bæredygtig vækst i partnerskab”, som er den første bog på dansk, der kobler bæredygtighed, innovation og partnerskaber.

Hun deltog i Collaboration Zone og i flere debatter på Digital Tech Summit i Bella Center den 25. og 26. oktober og på Slush’D i Aarhus den 13. oktober på Health & Care Techs side event.

Facebook
Twitter
LinkedIn
Facebook
LinkedIn

Læs mere om hvad vi laver

Artikler